Døden er hvid

audio Block
Double-click here to upload or link to a .mp3. Learn more

Gabba og hans bror lå på maven på isen. De kravlede langsomt frem mod sælen, meget langsomt. Fordi de var unge og uerfarne i fangst og i det at leve, var de meget omhyggelige med at bevæge sig usynligt, for at komme tæt nok på sælen til at kunne kaste harpunerne - og være sikre på at ramme.

De havde begge to snebriller på - med meget smalle sprækker til at kikke igennem. For solen stod hvidglødende på himlen.

Nogle måneder tidligere var en katastrofe indtruffet på bopladsen. Pladsens tre mest erfarne fangere var omkommet i en ulykke. De var sejlet i kajakker ind i fjorden, da et stort isbjerg væltede rundt. De blev fanget i flodbølgen. Så nu var der kun Gabba, hans bror, og et par andre unge, til at skaffe fangstdyr. De havde kun med nød og næppe kunnet holde hungersnøden fra døren.

Gabba mærkede, hvordan pulsen hamrede i halsen af spænding. De var meget tæt på at være så tæt på sælen, at de kunne kaste. Sælen lå fortsat helt stille - uden den mindste mistanke om, at døden var så tæt på.

Pludselig, som et lyn fra en klar himmel, blev de angrebet af en ung isbjørn, skråt bagfra. Bjørnen knækkede nakken på hans bror på en brøkdel af et sekund og slæbte ham væk ved halsen. Det skete uden en lyd, og det gik så hurtigt, at Gabba knap opfattede, hvad der skete - han så blot ud gennem den smalle sprække i snebrillerne, at bjørnen slæbte det slappe lig af hans bror væk.

I tiden efter blev Gabba meget syg. Han havde ikke ondt nogen steder og heller ikke feber. Han kastede ikke op, men han spiste heller ikke noget. Han sov ikke, han sygnede hen - lå bare på lejet og kikkede tomt ud i luften eller gik hvileløst rundt, uden mål. Alle omkring ham gjorde, hvad de kunne for at hjælpe - der blev sunget og danset og gjort meget andet godt, men lige lidt hjalp det.

En nat, i det dybeste mørke, skete der noget. Gabba fik et syn. Ligesom i mange af de foregående nætter, genoplevede han også denne nat den forfærdelige begivenhed på isen igen og igen inde i sit sind. Men denne nat - midt i denne forfærdelige genoplevelse, så han pludselig - helt tydeligt, som om det var højlys dag, at hans snebriller løsnede sig fra hans ansigt. De bevægede sig, helt af sig selv, ud i luften, så de hang frit foran hans ansigt. Derefter drejede brillerne rundt om sig selv og nærmede sig langsomt hans ansigt igen.

Brillerne smeltede ind igennem hans øjne og ind i hans sind, så han kunne se sine tanker - fuldstændig tydeligt. I det øjeblik gik det op for ham, at døden var hvid. En hvid, iskold, lammende tåge, som langsomt bredte sig ind gennem hans sind, så det blev umuligt at se de tanker og følelser, som han kunne bruge til noget. Grunden til, at han var blevet født var, at han skulle leve. Det var i grunden enkelt nok. Han skulle bare gøre det, der var muligt - hver dag, for menneskene - for ham selv og de andre - ikke andet. Dødens hvide tåge dækkede nu næsten det hele - ligesom snebriller, så han intet kunne se af det, han skulle se og ikke kunne gøre det, han skulle gøre.

I det øjeblik gik det op for ham, at døden var hvid, og at døden kom indefra. Han rejste sig op fra lejet, strakte sig og gik udenfor. Han løftede armene op mod nordlyset og sagde stille: - Qujanaq. Derefter gik han hen og gjorde en fiskeline klar til den tidlige morgen.

 
Tak til ©   TCsART for brug af smuk illustration.

Tak til © TCsART for brug af smuk illustration.